Materialer

Rav

Rav (C10H16O) er, 20-40 mio. afhærdet harpiks. Så godt så vidt og herefter. MIN viden og erfaring med rav, som jeg “læser” det. Og altså ikke en videnskabelig forklaring (men jeg tror den holder i byretten :-).

Baltisk herkomst

Det danske rav er i virkeligheden af Baltisk herkomst med en alder på 20-40 mio. år. Her stod kæmpemæssige “ravskove” med træer som producerede enorme mængder harpiks. Måske som et levn fra de store dinosaurers tid, som formåede at anrette store skader på træerne. Ravet blev af de sidste to istider for hhv. 20-og 40,000 år siden bragt hertil af monster store gletchere på op til 3,5 km. tykkelse. Disse gletschere har udøvet et enormt tryk og virket som en kæmpe høvl henover landskaberne og taget alt løst – herunder ravet, samt også mere faste bestanddele med sig. Senere under afsmeltningen er de gigantiske mængder af rav, af smeltevandsfloderne, bragt ud i havene omkring os, hvor det så har lagret sig i havbunden, sammen med MÆNGDER af sand og grus. Altså kilden til de rav-fund vi gør os her langs Danmarks kyster – dog “nordenfjords” også i jorden da denne del af Danmark pga. isens tryk, lå under havoverfladen.

Harpiksens funktionalitet

Harpiksen fungerer den dag i dag lidt på samme måde, som vores blod. Vores blod har ud over at transportere en masse ting, herunder ilt, kuldioxid og næringsstoffer også den opgave at det skal koagulere, dvs. størkne for at danne sårskorpe og lukke såret. Det er især denne opgave harpiksen har. Inde i træet, en tyndtflydende, særdeles klæbrig masse. I det øjeblik der gik hul på træerne pumpedes straks en masse harpiks ud, dels som et forsvar mod skadesforvolderen (et levn fra fortidige dinosaurier, som kunne forvolde store skader på træerne) og dels som “reparationsmasse” i forhold til det opståede “sår”. Under udsivningen, som er foregået under relativt højt tryk, er harpiksen blevet “slemmet” op med op til knap en million små luftpartikler pr. kubikcentimeter. Lidt på samme måde som, når man laver flødeskum fra en spraydåse. Eller måske bedre forsklaret som noget i retning af, når vi pisker æggehvide. Æggehvide som jo i sin oprindelige form er gennemsigtig. Jo mere luft man pisker i, jo mere hvidt bliver det.

Disse luftpartikler, gjorde lynhurtigt harpiksen tyktflydende og uigennemsigtig i de fleste tilfælde “Mælkerav”, mens andre “sår” i træerne i starten har været så store at harpiksen har flydt i tykke strømme uden, at blive mikset op med luft. Klart, gennemsigtligt rav !
Harpiksen med luftpartiklerne har haft sin største biologiske/mekaniske relevans, idet det jo netop lukkede og forseglede “sårene” bedst. Derfor er den mængde rav man finder da også, efter min mening meget enkelt fordelt med ca. 75 % på “mælkerav” – resten i form af klare stykker – som har været uden egentlig “sårheling” – men måske et værn mod yderligere “angreb”. For hvem har lyst til at få det klæbrige stads i munden ??

Ravets farver

(fra hvid til næsten brun)
Ud over at forskellig træsorter har “leveret” harpiks i forskellige farvenuancer, er de største farveudsving efter min mening opstået et stykke under jordens overflade. Disse gigantiske “ravskove” i Baltikum har lidt en pludselig død under en af de store naturkatastrofer. Træerne, harpiksen mv. endte med tiden forholdsvis dybt nede i jorden, hvor et relativt højt tryk og temperatur, (skønsmæssigt omkring 250 grader) har afhærdet harpiksen til det rav vi kender i dag. Under denne “bagning” har ravets overflade dannet en mørk, rød-brunlig farve, som man genfinder hos de smukke, røde “sten” samt i “hulningerne” på nogle af de ellers mælkegule stykker, som således er to-farvede. Man skal forestille sig at al rav i sin oprindelse havde denne mørke, rød-brunlige overflade. Men ravet blev jo på vejen i gletcherne knust og slebet, hvorved en del af overfladefarven (1- 1,5 mm.) ganske enkelt blev fjernet af naturens egen “ravsliber” . Senere da ravet endte i vore have lå det, når det blev frigjort ved storme, og trillede rundt på havets bund, hvorved yderligere farve blev slebet bort.

Vi har altså farver i ravet – fra det helt og aldeles luftfyldte rav, elfenbenshvidt over de uigennemsigtige gule rav’er (lidt færre luftpartikler) til alle farvetonerne i de klare stykker, fra helt lys citrin-gul til den mørkerøde, næsten brunlige farve. De klare stykker er klart mine favoritter !
Jeg bevarer altid klumpens “underside” uslebent – derved bevarer jeg den originale farve, overfladens smukke, levende lysfordeling og man kigger således nærmest igennem et forstørrelsesglas og ned på dette scenarie i mine smykker.

 

Jet / Gagat

Havets sorte guld – den ukendte ædelsten De fleste ved, at der kan findes rav ved de danske kyster. Til gengæld ved de færreste, at der kan findes Jet ved vore strande. Og det undrer mig hver eneste dag at denne sten er så ukendt, når jeg introducerer min kunder ikke bare til mine håndlavede ravsmykker (som i øvrigt meget ofte er kombineret netop med Jet’en). Og jeg undres fordi : for det første er Jet’en at finde på vore strand ofte ved siden af rav’et, idet de næsten har samme vægtfylde og dels fordi Jet’en er 3 gange så meget værd som rav og så ikke mindst fordi Jet var Europas absolutte modesten gennem 6 årtier, fra 1908 – 68. I 68 kom den sorte Onyx på markedet og det væltede Jet’en fuldstændig af pinden og ses nu praktisk taget kun i England som smykker – og så selvfølgelig også hos mig :-)Historik

Vi smutter lige tilbage i tiden – laaangt tilbage.Så langt som tilbage til de store dinosaurers tid, for 80 millioner år siden. Dengang var der naturligvis også træer til.

Nogle af disse endte senere efter millioner af år dybt nede i undegrunden og blev under enormt tryk og høje temperaturer omdannet til Jet eller Gagat som den tyske betegnelse er. Den er altså godt og vel dobbelt så gammel som det danske rav, men som træ har det selv dannet harpiks og derved måske også rav ? I min butik har jeg – så vidt jeg kan finde ud af – et helt unikt stykke Jet, fundet på Houstrup strand. Ved et tilfælde har jeg savet på tværs af velbevarede åreringe, som dokumenterer denne stenkuls herkomst.

 

For det er hvad den er – ganske uromantisk – en stenkul, men også med sine 98 % kulstof 2 % kulstof fra at være diamant – og altså stadig en ædelsten, velegnet til smykkebrug. Den danske – eller rettere den Jet vi finder på stranden, kommer fra Englands kyst, hvor der er større naturlige forekomster af Jet’en. Her skylles den ud – og triller den lange vej over havbunden for til sidst at svømme i mål sammen med ravet på de danske strande. Den er nemlig forholdsvis let med en vægtfylde på 1,2 – 1,4 – en anelse tungere end rav. Hvordan ser den så ud ? Kul er jo sort – sort som kul, og det er lige hvad Jet’en er.

En dyb glansfuld, silkeagtig, sort, mellemblank overflade, der minder meget om ravets polerede overflade. Og blandt andet denne egenskab gør den meget velegnet til brug sammen med rav og sølv. Den udgør også en fantastisk kontrast til de lyse ravfarver, men bestemt også til sølvet. Og netop derfor indgår den i en meget stor del af mine smykker – og kunderne elsker den. Faktisk kom Jet’en med i mine smykker, fordi jeg dengang jeg i 1998 startede med at lave smykker, ikke havde så meget rav. Som bekendt lærer ”nødgeen kvinde at spinde” – og som en slags erstatning for det manglende rav forsøgte jeg mig med Jet sammen med rav – og med overraskende godt resultat. Det blev en succes fra første færd. Tidligt i historien blev Jet anvendt som sørgesmykker og gravsmykker. Jet var i forrige århundrede en elsket og meget anvendt smykkesten – især brugt til perler/perlekæder. Men så kom den sorte Onyx på markedet – og Jet’en gik i glemmebogen hos de fleste. Og hos mig dukkede den op ved et regulært tilfælde – for jeg anede ikke, hvad det var jeg havde fundet, da jeg fandt de første stykker – i min søgen efter rav. Jet’en mindede mig meget om den fedtsten, jeg havde lavet nogle skulpturer i – bortset altså lige fra vægten, som jo er næsten den halve. Jeg medbragte et par af mine fund til en daboende stenhandler i Esbjerg for at spørge om, hva’ det var. Han blev til min overraskelse lettere ophidset over det ene af stykkerne – de to andre var anthrasit (også en stenkul – men dannet af lag på lag af bundfældede plantedele) og halvejs råbte, hvor jeg havde den fra. Det viste sig, at han havde haft sommerhus i Houstrup i 25 år – netop hvor jeg fandt mit store stykke – uden selv at finde noget – og det var han synligt irriteret over.

Helbredsmæssige egenskaber

Som også ravet, siges Jet’en at have forskellige posetive indvirkninger på helbredet. Den skal indvirke på 1. Chakre og være god mod gigt, artritis, luftvejslidelser, høfeber, hovedpine og dårlige mandler. Jet er selvfølgelig ganske god som brændselskilde, men hvem kunne dog nænne det – og skulle du prøve at antænde en, vil du også blive straffet af en frygtelig stank. Anvendelse Jet er oplagt som smykkesten, men kan også bruges i eller som knivskæfter og andet, hvor der kan indlægges ”pyntestriber”. Endvidere havde jeg besøg af en kunde, som kunne fortælle mig, at han var spektralanalytiker – altså en, der analyserer bl.a metallers bestanddele. Hertil brugte han Jet’en – som metallet blev strøget henover, efterladende sig de nødvendige atomer/partikler, som så kunne analyseres i elektromikroskop. Man kan altså studere Jet – og rav for den sags skyld – og endda blive professor heri. Sådan en har jeg i hvert tilfælde haft besøg af. Euginio Raggazi, professor fra universitet i Milano. Han fortalte mig, at de i Cortina D`ampetzzo, havde fundet verdens hidtil ældste forekomst af rav og jet i samme lag – 220 millioner år gammelt !! Så det, vi kan finde herhjemme, er på ynglingeholdet J.

Kan man finde Jet og hvordan ?

Meget bibelsk kan man sige – søg og du skal finde. Så let er det nu ikke. Du skal til standen og lede. Den er ikke særlig hyppig at finde- i modsætning til anthrasit’en som kan være at finde i stort antal (se tidligere i teksten). Jet kommer ind samtidig med ravet, herude på disse kanter oftest efter en sydveststorm og efterfølgende sydøstvind. Man finder hurtigt ud af, at der er ret meget sort at samle op på stranden – og hvordan skelner man så ? Der er sorte flintesten – fornemmes hårde, og de er tunge og kolde. Jet har lidt samme ”natur” som rav, varm ,”blød” og let. I sammenligning med Anthrasiten, som for det uøvede øje ligner jet til forveksling, er jet’en mindre slebet af sandet og havbunden, lidt mere bakelit-agtig. Jet’en har ikke anthrasitens tydelige lagdeling – som om den var lavet af i hundredevis af tynde sorte lag, som glitrer i lyset. Tag en sten og slå hårdt mod det, du vil undersøge. Er det en Anthrasit, så går den nemt i mange stykker. Jet’en kan flække og vil skabe glasagtige brudflader. Er det en flintesten – ja, så kan du nok huske den fornemmelse fra din barndom. Får du rigtig klistrede og sorte fingre – har du fundet en størknet olieklat – (bad luck). Træ i mange afskygninger kan også være sort, men er ofte et godt signal om, at der både kan være rav og jet at finde !

Go’ jagt – !